TALER

Skive Kommune er en stor bidragyder til Danmarks demokratiske historie.

 

Det bør resten af Danmark vide!

 

Henning Linderoth

Aakjærselskabets formand takker for talen!

Morten Østergaards tale til Jenlefesten - Søndag den 6. august 2017

Det talte ord gælder

PRIVAT

Politik

POLITIK

Kære alle sammen

Tak for invitationen til at tale for jer her i dag. Det skal jo ikke være nogen hemmelig, at netop dette sted og netop denne fest betyder noget helt særligt for os radikale. Da de første Jenlefester blev holdt for nu mere end 100 år siden, var hovedtaleren – udover Aakjær selv selvfølgelig – ofte radikal.

P. Munch blev hevet ind for at tale om ”Bonden og Grundloven”, efterfulgt af Ivar Berendsen, der talte om ”Almindelig Valgret” og til sidst Ove Rode, der agiterede for fred mens første verdenskrig rasede syd for grænsen.

Allerede dengang var vi radikale berygtede for at være lidt lange i spyttet. Måske var det netop derfor Aakjær ikke kunne lade være at invitere.

For Aakjær gik den barske kritik han gav af sin samtid hånd i hånd med hans lette og drømmende digtning om fremtiden. Han turde begge dele; både at drømme og at revse. Det kan vi radikale godt lide – også selvom det hverken den gang eller nu – nødvendigvis er gengældt.

I et brev til Politikens daværende chef¬redaktør, Henrik Cavling, holdt Jeppe Aakjær sig f.eks. ikke tilbage for hånligt at omtale mit parti som ”Det Litterære Venstre” og for ”et smukt balsameret lig”.

På daværende tidspunkt havde partiet kun eksisteret i 4 år. Man kan vanskeligt forestille sig, hvad han ville have kaldt partiet i dag, nu hvor det har fået yderligere næsten 110 år på bagen.

Man kan derfor undre sig over, at den magenta tråd blev videreført, da Jenlefesterne blev genoptaget i 1981, lidt mere end 50 år efter Aakjærs død. For der gik nemlig ikke længe, inden man igen så en radikal på talerstolen. Denne gang i skikkelse af Kresten Helveg Petersen.

Nu er turen så kommet til mig. Og jeg vil starte med at låne en historie fra en anden af Skiveegnens store radikale, Bertel Dahlgaard, der kan tjene som et varsel for hvad der venter jer - nu hvor I har været så uforsigtige, at gøre mig den ære at overlade talerstolen til mig. I er om jeg så må sige – selv ude om det.

Bertel Dahlgaard var valgt som Skivekredsens radikale Rigsdagsmand fra 1920 og 40 år frem. I sine erindringer fortæller han en historie om en lærer der havde åbnet hans øjne for naturvidenskaben. Lærere var svampeekspert.

Dahlgaard og svampene

Læreren mødte på en gåtur nogle drenge med favnen fuld af giftige fluesvampe. ”Dem må I ikke spise”, sagde han bestyrtet. ”de er giftige.”. Drengene grinede: ”det ved vi da godt. Vi spiser dem ikke. Vi sælger dem”.

Sådan er det med alt for meget politik i dag. Det er opportunismens svøbe. Ude og hjemme. Det er en degenerering af de politiske kamp.

Det er det jeg vil tale med jer om i dag.

I har på forhånd min respekt, fordi I er her. I Jenle-mødernes ånd tager I jer tid til at mødes & undres. Lytte & samtale. Stoppe op – og holde fast.

Mit budskab til jer er – at når vi i dag lever i ”verdens lykkeligste land” – ”Hvor få har for meget og færre for lidt” – så skyldes det at generationerne før os handlede. Fremfor at se til. De byggede op. Fremfor blot at forvalte.

Store mænd og kvinder, som turde stille sig selv spørgsmålet: ”Hvordan gør vi Danmark større?” – ikke i udstrækning, men i menneskelig forstand. Åndeligt.

For dem der har det sværere end os selv. Og for dem der kommer efter os selv.

Det er den politiske fordring, som i dag fortrænges, fordi åndelig dovenskab og mediokrati, har fortængt den demokratiske samtale. Det er stilstand fremfor udvikling. Øjeblikket fremfor horisonten.

En tidsånd der kræver modspil.

***

Fukyama – End of history

Selvom idealerne om demokrati, om social retfærdighed og om fælles ansvar for eksempelvis miljøud¬for¬drin¬ger har mere end 100 år på bagen, kan de på ingen måde tages for givet. Tværtimod. For ser man sig omkring, er det jo netop de værdier, der er under hårdt pres mange steder i verden i dag.

Den amerikanske professor og forfatter Francis Fukuyamas skrev efter den kolde krig bogen: ”The End of History and the Last Man”. Her forudsagde han historiens afslutning. Efter kommunismen og Sovjetunionens fald mente Fukuyama, at kampen mellem ideologierne var slut, at det politiske verdensbillede var stabilt, og at det liberale demokrati havde sejret med sin kombination af marekdsøkonomi og universelle menneskerettigheder.

Sidste efterår gæstede Fukyama Danmark. Og konstaterede at han havde taget fejl. ”Det er begyndt at bryde sammen”, sagde han til Information. Det er et politisk forfald eller forrådnelse. Splittelse, kaos. Svigtende tillid til samfundets institutioner.

Jeg behøver vel blot at sige ”Trump” og ”Putin” og minde om begivenhederne det seneste års tid i international politik for at antyde, at rygterne om det liberale demokratis endelige sejrs¬gang er stærkt overdrevne. Demokrati er og bliver fortsat en kamp. Over hele verden.

Og i virkeligheden behøver vi ikke at se os længere omkring end til Polen for at opdage, at demokra¬tiet er under pres. Landets statsminister er en marionetdukke for Jaroslaw Kaczynski, der på trods af, at han ikke er valgt til et offentlige embede trækker i alle trådene. Siden partiet med det noget hult klingende navn ’Lov og Retfærdighed’ kom til magten har de installeret loyalister i landets højesteret og offentlige nyhedsmedier, begrænset ytringsfriheden og senest forsøgt at nedbryde de skotter mellem regeringen og domstole, der er en hjørnesten i ethvert moderne demokrati.

Tilsvarende er Erdogan i fuld gang med at afmontere det spæde tyrkiske demokrati. Med kupforsøget for et års tid siden som påskud, bruger Erdogan nu alle midler til at lukke munden på kritiske modstandere og journalister. Undtagelsestilstand, krænkelse af menneskerettigheder, vilkårlige massefyringer, forfølgelse af mennesker med anden politisk observans og forfatningsændringer, som indskrænker demokratiet hører til dagligdagen i Tyrkiet. Et land som i al hast lukker sig om sig selv.

Fake news

Men eroderingen af demokratiet sker desværre også på mindre åbenlyse måder. I Rusland har Putin travlt med at bekæmpe de vestlige demokratier med hackerangreb, spredning af fake news, aflytning og spio¬nage. I modsætning til tidligere er målet ikke at invadere os. Men at destabilisere os. Målet er ikke at omvende os. Men at vende os mod hinanden. Og målet er ikke at omstyrte os. Men at få os selv til at de¬stru¬e¬re, hvad generationer før os har bygget op. Derfor hacker russerne Demokraterne i USA. Giver økonomisk støtte til Front National og oversvømmer Tyskland med misinformation og falske nyheder.

Undergravningen af vores demokratier sker dog ikke bare øst for os. Men også vest for. I USA nægter Trump at besvare spørgsmål fra udvalgte medier og det gamle ideal om, at dialog er grundlaget for et velfungerende demokrati, er erstattet med Twitter-monologer. Helst sent om aftenen. Når Trump betvivler mediernes neutralitet eller forsøger at underminere alle andre end ham selv, nedbryder han det grundstof demokratiet bygger på; nemlig tillid.

Og det er præcis derfor, at det netop er tilliden antidemokratiske bevægelser forsøger at ødelægge. Se bare på, hvordan Putin gentagende gang har søgt at skabe splid i Tyskland ved at nedbryde tillid mellem befolkningsgrupper.

Først handlede det om nyheder, der påstod, at flygtninge havde voldtaget børn i en lille by. Det var løgn. En tilsvarende historie dukkede op i Berlin for nyligt. Løgn igen. Senest skulle tyske NATO-soldater have vold¬ta¬get kvinder i den estiske lokalbefolkning. En historie, der blev lantet kort efter NATO havde deployeret tropper i landet, som et modsvar til Ruslands aggressive adfærd i Ukraine og Østersøen. Også det var løgn.

Desværre er tilliden som så meget andet værdifuldt: meget svært at skabe, og meget let at ødelægge. Endda så let, at man selv meget nemt kommer snublende tæt på.

Vi kommer alt for tæt, når vi lader mistilliden skabe skel mellem befolkningsgrupper. Når vi lader den indskrænke vores friheder. Og når den får os til at blive bange, når vi er til fodbold, koncert eller andre steder, hvor store grupper af mennesker samles.

Lader vi os æde op af mistillid til hinanden og vores institutioner har de antidemokratiske kræfter jo netop opnået sit mål: At bruge frygten til at ødelægge vores samfund. Vores demokrati.

Og tag ikke fejl. Der findes politiske kræfter i alle lande, som er klar til at bruge både mistilliden og frygten. Også i Danmark. Som afsæt for at styrke national-egoismen og for at dyrke og retfærdiggøre deres symbolpolitiske svar: De lukkede grænser, den bevidste og åbenlyse forskelsbehandling af befolkningsgrupper og den blanke afvisning af at tage medansvar for verdens fælles udfordringer.

Vores fornemste opgave som medborgere og som demokrater er at modstå mistilliden. At kæmpe imod, når frygten forsøger at omklamre os. For begynder vi at have mistillid til hinanden, at se skævt til udlændinge, eller miste tilliden til vores institutioner hamrer vi selv sømmene i demokratiets kiste.

Få har sagt det bedre end Franklin D. Roosevelt. ”Det eneste vi har at frygte, er frygten selv”

Så lad os droppe de rituelle stammedanse og de falske fjendebilleder. Til fordel for det, der virker. Og som har virket før. Og som er det bedste værn mod de kræfter, der søger at få os til at tænke og leve anderledes: Vores kritiske sans og den kritisk offentlighed. Hvis man angriber vores hoveder og vil plante hadet i os – så er det jo i vores hoveder at forsvaret skal sættes ind.

Dem og os

Tag dog ikke fejl: Nok løser bomme og mure ingen problemer i den virkelig verden, men de har et formål: At være en tydelig, håndgribelig skillelinje mellem ’dem’ og ’os’.

Det med at trække grænser mellem ”dem” og ”os” er jo et velkendt redskab i den politiske værktøjskasse og det forstår man godt, for er der noget bedre, end at have nogle andre – et ”dem” – at skyde skylden for alskens problemer på? I Venezuela, der har mange og store problemer, bliver befolkningen fortalt, at det alt sammen er amerikanernes skyld. I Danmark, hvor vi har langt færre og mindre problemer, er det ofte udlændinge, der må tage skylden for stort set alle samfundets problemer.

Formålet med et ’dem og os’ er jo netop, at man kan frasige sig ansvaret; at man ikke behøver at finde en løsning for ’dem’, men altid bare kan give ”dem” skylden. At man aldrig behøver gribe i egen barm.

Problemet er bare, at politik handler om alt det modsatte: om at påtage sig ansvar, om at finde løsninger og om at række hånden ud til ’dem’: til andre partier, andre lande og andre medborgere og skabe noget, som er større end os selv.

*****

Til kamp for tilliden

Danmark er flere gange blevet kåret som det land i verden, hvor folk har størst tillid til hinanden. Vi er også blandt de lande i verden, hvor folk har størst tillid til offentlige institutioner. Det kan ikke overdrives, hvor stor en værdi, det har. Ikke bare for vores samfund, vores sammenhold og den måde vi behandler hinanden på. Men sandelig også for vores demokrati.

Tænk over det: Hvordan ville du have det med at leve i et samfund, hvor du ikke kunne have tillid til domstolene? Hvor du ikke kunne have tillid til, at du kunne færdes frit på gaden? Hvor du ikke kunne have tillid til, at medierne stræbte efter den bedst opnåelige version sandheden (eller kaldte det en leder), eller at din stemme blev talt med?

Uden tillid – intet demokrati. Tillid er den mørtel, der binder demokratiets byggesten sammen.

Det er derfor Fukyama o.a. bekymres, når den svigter.

Det er derfor vores politiske modstandere og egentlige fjender, angriber netop der.

Og det er derfor vi må finde tilbage til dens arnested, når vi skal fastholde og udvikle vores tro og tillid til hinanden og det samfund, vi har skabt. Og som i dag anerkendes for sin evne til at udvinde det gode fra tidernes skiften til fordel for de mange – ikke blot de få. Modsat globaliseringens effekt mange andre steder.

***

Det er derfor, at vi radikale lige siden 1905 har holdt fast i, at uddannelse – og ikke mindst dannelse – er det allervigtigste. For vores samfund. Og for vores demokrati. Dannelse og uddannelse gør vores demokrati stærkere. Og Danmark større.

Mon ikke Jenle-festen i 1914 fejrede skolelovens 100 års jubilæum. Forhåbentlig. Intet har vel betydet mere for vores grundlæggende tillid.

Vi går i skole alle sammen, og vi gør det sammen med hinanden. Det er folkets skole.

Og dog.

Mange steder går vores børn jo ikke i skole sammen på tværs af samfundsgrupper og lag. Men vel snarere ved siden af hinanden.

Vi har tilladt at nogle skoler tager sig af opvækst, dannelse og læring for de børn, som er mest udsatte, de som har mindst hjælp hjemmefra. Og som ofte har anden baggrund end dansk.

Dygtige lærere og pædagoger kan nok lære dem at regne og stave. Men folkeskolen er så meget mere end det.

Vi tester så meget i skolen i dag. For meget. Men det vi nu bør teste er det politiske mod til at sikre, at fællesskabets, tillidens og sammenholdets rugekasse – folkeskolen – igen bliver et sted, hvor vi alle mødes.

I troen på at det gør os alle til bedre medborgere, når vi har delt kridt, madpakke og skolegård i vores opvækst.

For hvad er målet med skolen: at udvikle eleverne: ”tillid til egne muligheder og baggrund for at handle og tage stilling”.

Netop fraværet af den tillid til egne muligheder – er jo præcis den, som skaber mistilliden til samfundet og institutionerne.

 

Social indignation

Nævner man Aakjær, vil de fleste danskere nok tænke på den barske socialrealisme, man bl.a. finder i sangen om Jens Vejmand. Men også hans drømmende sange om naturen og glæden: Om havren med sine bjælder og om Ole, der sad på en knold og sang.

Aakjær turde som sagt mere end at revse; Han turde også drømme. Og drømme stort. Han var en af de første, der satte naturen og miljøet på dagsordenen. Og han turnerede allerede som 20-årig rundt med sine drømme om mere demokrati og mindre kirkemagt. Meget tidstypisk blev han derfor sendt i brummen for sine drømme, for man kunne jo ikke have sådan en mand gående frit rundt. Dertil var hans drømme for farlige og for store.

Siden dengang er vi blevet meget bedre til at sætte ord på den sociale virkelighed i Danmark, men spørgsmålet er, hvor meget bedre vi er blevet til at sætte ord på vores drømme og håb for fremtiden.

Læser man mit partis dåbsattest – Odenseprogrammet fra 1905 – skulle man næsten tro, at Aakjær havde været med til at skrive det. Demokratikampen er nemlig at finde allerede i programmets indledning: Det kræves, at kvinder og tyende får stemmeret – og selv modtagere af fattighjælp skal inkluderes i demokratiet. Mine radikale forfædre ville afskaffe den privilegerede valgret til landstinget, og ophæve ordensvæsnet med det formål at mindske datidens herremænds enorme magt. Som taget ud af Aakjærs skriverier.

Men også den sociale indignation, som Aakjær om nogen er kendt for, spiller en afgørende rolle i Odense-programmet - og også her bliver der gået radikalt til værks. Uligheden skal mindskes, tyendeloven afskaffes, der skal være arbejdsløshedsforsikring, og så skal der drages omsorg for både børn og ældre.

Det er mit fundamentale ideologiske ståsted.

At skabe en nation af borgere, som ikke er ens, men som har de samme rettigheder og endnu vigtigere de samme muligheder. Altså hvor ens muligheder i livet ikke afgøres af, hvem ens forældre er. At lægens søn og rengøringskonens datter har lige muligheder for at skabe sig det liv, de drømmer om. I virkeligheden går den idé tilbage til den amerikanske uafhængighedserklæring, ja endda før det: All men are created equal. Alle er født lige.

Ser vi os omkring i Danmark, er vi nået langt sammenlignet med det Danmark Odense-programmet tog udgangspunkt i. Men vi må ikke tro, at vi dermed er i mål.

For kigger vi nærmere ser vi, at fattigdommen er stigende i Danmark – også blandt børn. Selvom vi bliver stadigt rigere som samfund, ser vi, at flere børn mister muligheden for noget så basalt som at gå til badminton eller guitar. I juni kunne man endda læse i Politiken, at mere end hver tredje pædagog oplever, at de må brødføde udsatte børn i børnehaven, fordi deres forældre ikke har råd til at smøre dem en ordentlig madpakke om morgenen.

Det hører ingen steder hjemme. Slet ikke i det Danmark, jeg brænder for.

Men det er desværre blevet en realitet, særligt efter at et flertal har gennemført kontanthjælpsloftet. Loftet skaber fattigdom: Det viser flere undersøgelser. Jeg er helt med på, at der skal være styr på økonomien, og at der skal findes finansiering til fremtidens udfordringer. Men jeg kan virkeligt ikke forstå, at den finansiering partout skal findes blandt vores samfunds fattigste, i børneværelserne hos de børn, der allerede har fået en svær start på livet. Mens vi andre kan nyde lavere registreringsafgift og tilskud til håndværkerregningen. Det er småt.

Det er ikke rimeligt overfor de børn, der nu får endnu sværere ved at gennemføre en uddannelse, endnu svære ved at deltage på lige fod i samfundet og endnu svære ved at klare sig, når de bliver voksne.

Det ligger meget langt fra min drøm for Danmark.

For Danmark skal være et land, hvor vi tager hånd om hinanden. Hvor vi tager ansvar - også selvom et problem ikke berører os personligt.

Det er vores fælles ansvar, at de børn der opvokser på samfundets kant bliver taget i hånden og ledt ind i dets midte.

Det er vores fælles ansvar at hjælpe dem, der af forskellige årsager ikke kan hjælpe sig selv.

Og det er vores fælles ansvar at sikre, at ingen føler, at deres værdi som medborgere bliver afgjort af deres pengepung, deres tilknytning til arbejdsmarkedet, deres etniske eller religiøse baggrund eller hvad der ellers kan medvirke til, at folk føler sig udenfor. Også her er det afgørende at række hånden ud mod hinanden, og sammen nedbryde de skel, andre fører op mellem os.

****

Hele Danmark

”Jeg er født på Jyllands sletter” hedder det i en af hans sange, og det kan mærkes. Igennem snesevis af digte erklærer han sin kærlighed. Ikke bare til naturen men også til menneskene og til den særlige ro, der også i dag er karakteristisk for vestjyder. Aarhus er næppe Jyllands sletter, men med en far fra Struer og en mor fra Vendsyssel, mener jeg nu nok at være både stærk og sej.

Og jeg har det som Aakjær, der nok elskede det jyske, men kærligheden var ikke i modsætningsforhold til resten af Danmark. Det var ikke landet mod storbyen, Jenle mod København. Sådan som billedet ofte males i dag. Det var snarere Jenle med København, for Aakjær havde prøvet begge dele. Han havde læst i København, og havde der måttet sande at eksempelvis tyendet blev behandlet lige dårlige begge steder. At de delte skæbne, selvom de kom fra forskellige dele af landet.

Jeg anerkender fuldt ud, at vi i Danmark til tider har problemet med at skabe balance mellem de store byer og resten af landet. Men jeg frygter samtidig for, at dette fokus på regionelle forskelle gør os blinde for, at det jo er det samme samfund vi kæmper for og indgår i – uanset om vi så bor i Skive, Skanderborg eller Skælskør.

Man kan få den tanke, at hvor det på Aakjærs tid var meget mere besværligt at rejse fra København til Jenle, var det måske nemmere end i dag at tænke sig herhen.

I hvert fald er det karakteristisk, at dansk politik i tiden efter Aakjærs død – nok ikke helt uinspireret af hans skriverier – langsomt begyndte af favne større dele af landet i de nationale kompromiser, der kendetegner Danmark i dag.

I de store kompromiser skabte datidens fremsynede politikere det samfund, vi nu alle nyder godt af. En god folkeskole, med lige adgang for alle. Et af verdens bedste sundhedsvæsner og et godt og rummeligt arbejdsmarked. Uden fælles indsats, nationale kompromiser og samarbejde på tværs af partipolitiske, geografiske og sociale skel ville den arv vi alle nyder godt af i dag, have set meget ringere ud.

****

National-egoismen

De største kompromisser – og de vigtigste – er de internationale.

Desværre har vi de seneste år set nationalegoismen vokse sig større og stærkere. Over det meste af verden. Fra Trumps ”America first” over Brexit, franske Le Pen og hollandske Wilders til Alternative für Deutschland og herhjemme Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Bevægelserne er meget forskellige, men har dog én vigtig ting til fælles. Alle som én har de forsvoret, at vi er en del af verden uanset om vi vil det eller ej! Og uanset om vi hedder Trump eller Thulesen-Dahl. De har forsøgt – og forsøger at bilde deres medborgere ind, at vi klarer os bedst, hvis vi klarer os selv, hver især.

I USA har præsident Trump sat trumf på ved at insistere på en mur mod Mexico. Det skal sætte en stopper for immigrationen sydfra. I Storbritannien hiver Premierminister May landets vindebro til Europa op, i den tro, at man på den måde kan beskytte sig selv mod arbejdsløshed og sociale problemer. Og herhjemme kommer regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, tættere og tættere på at kræve en afstemningen, om vores fortsatte EU-medlemskab. På mange måder minder Trump, May og Thulesen-Dahls tilgang til verden om det puslingeland Aakjær beskriver i sin ”Historiens Sang”: Et land, som hygger sig i smug, mens hele verden brænder om dens vugge.

Er det ikke netop det, vi ser ske? Verden over forskanser man sig bag mure og grænsebomme i den tro, at man dermed kan skærme sig for omverdens problemer. Det karakteristiske ved både brande og grænseoverskridende problemer er imidlertid det, at de sjældent bliver mindre af, at man vender ryggen til dem. Uanset hvor godt man mener at kunne brandisolere sin vugge, vil den, der ignorerer ilden mens den kan synes langt væk, til sidst blive opslugt af den.

Vender man kollektiv blikket væk fra verdens problemer eller nægter at tage medansvar for deres løsning, stikker man ikke kun sig selv blår i øjnene. Vigtigst af alt, løser man jo ikke problemerne.

Hvor mange flygtningekriser er blevet løst med en grænsebom? Hvor meget bedre får klimaet det, når fodslæbende regeringer bakker ud af COP-topmøder? Hvor mange kriminelle bliver fanget af, at vi nu får et discountmedlemskab af Europol?

Tankerne ledes tilbage til endnu en radikal koryfæ, Viggo Hørup, der på spørgsmålet om, hvorvidt København fortsat skulle været lukket inde bag en forskansning spurgte: Hvad skal det nytte?

I en tid hvor vi igen lukker os om os selv, bliver det spørgsmål om end endnu mere relevant. Hvad skal det nytte?

Det spørgsmål er der mange, der skylder et svar på.

Det kan virkeligt undre, at internationalt samarbejde fortsat vinder så lidt genhør, for i virkeligheden er det jo hverken kompliceret eller odiøst. Vi kender det jo alle sammen fra barndommen: Den eneste måde, man i hvert ikke fik sin vilje på, var hvis man ville bestemme det hele selv. Ville man spille fodbold, måtte man finde sig i, at man ikke egenhændigt kunne diktere reglerne. Så havde man i hvert fald meget hurtigt kun sig selv at spille med.

Og det er med fodbold, som det er med internationalt samarbejde. Det kræver en indsats, der er nogle regler, og nogle gange taber man – men alternativet er slet ikke til at holde ud at tænke på. Mon ikke de, der er i færd med at bygge mure om sig selv, snart finder ud af, at spillet ikke bliver bedre af, at man spiller det alene. Alternativet til at være fælles er jo ikke at spille alene, men slet ikke at spille. Alternativet til at være fælles om grænseoverskridende problemerne er, at de ikke løses.

Intet land kan bremse klimaforandringerne selv. Intet land kan tæmme globaliserings skyggesider alene. Intet land kan håndtere den største flygtningekrise siden 2. verdenskrig helt på egen hånd. Vi løser ingen – INGEN – af de store fælles udfordringer selv.

Vi står i et afgørende øjeblik lige nu. Skal kommende generationer huske os som dem, der efterlod de store udfordringer uforløste? Som dem, der rev det ned, andre før os byggede op? Som dem, der overdrog en ubærlig gæld til vores børn og børnebørn, fordi vi ikke havde modet til at se virkeligheden i øjnene?

Eller skal vi handle. Og sammen løse hvor tids største udfordringer gennem forpligtende internationalt samarbejde. Jeg tror, håber og kæmper for, at min generations eftermæle bliver det sidste. Men det kommer ikke af sig selv. De store politiske landvindinger sker, når politikere og nationer tør sætte sig udover egne interesser. Når verden lader ret erstatte magt. Og når erkendelsen af de fælles udfordringers tyngde får alle til at løfte i flok. Selvfølgelig koster det noget at samarbejder. Men det vil koste os endnu mere at lade være.

 

*****

Afslutning

Jeg tror, at meget af den mistillid vi i dag møder som politikere skyldes, at vi er for dårlige til at fortælle om vores drømme. Når det er uklart, hvilken drøm vi arbejder henimod, kan de skridt vi tager for at få den opfyldt synes selvmodsigende og kortsigtede. Og så mister folk tilliden til, at vi er drevet af noget større.

Er vi så fokuserede på nutidens problemer, at vi ikke løfter blikket mod fremtiden, bliver politik åndsforladt. Tør vi ikke drømme, mister folk troen på det, der gør politik så fantastisk: At det kan forandre og forbedre vores samfund radikalt. Svend Auken sagde engang at man i stedet for at tale ned til folks fordomme, skulle tale op til deres håb. Det havde han ret i.

Fukyama sammenligner situationen i dag med 30’erne: armod og vrede. I Europa førte det til diktatur og krig. I USA til Roosevelt og New Deal og fremgang. Hans pointe er: vi afgør selv, hvordan vores udvikling bliver. Det er ikke skæbnebestemt.

Eller som den nyvalgte franske præsident Macron har skrevet så malende: Enten skaber du de forandringer du ønsker, eller også bliver du genstand for de forandringer de rammer dig.

 

Lad os derfor frem for alt love hinanden, at også vi, når næste generation arver det Danmark vi sammen har skabt, vil kunne være vores eftermæle bekendt. I visheden om, at vi ved fælles indsats bragte Danmark fremad. At vi ikke skabte tillidsgrøfter imellem hinanden og at vi ikke lod os skræmme af alle dem, der forsøger at ødelægge vores samarbejdende folkestyre, der har gjort vores land til det, det er i dag.

Vi skylder både hinanden dem, der har det sværere end os, og dem der kommer efter os, at være fælles om Danmark og fælles om Danmarks udfordringer.

Sammen kan vi gøre Danmark større, stærkere, grønnere!

Tak for ordet og god Jenlefest!